Generalforsamling 02.05.2024 orientering

13. maj 2024

Der var 39 fremmødte til generalforsamlingen. Der blev udleveret 37 stemmesedler. Formand for bestyrelsen Henrik Jensen bød velkommen. Lars Søndergaard blev valgt som dirigent. Henrik Jensen aflagde bestyrelsens beretning. Der har været en tilgang på 2 forbrugere – den laveste tilgang i 12 år. Med nybyggerier i gang, glæder værket sig til, at byde velkommen til flere forbrugere det kommende år. Der er nu 1375 forbrugere. Produktionen fordelte sig med 14.315 MWh på fliskedlen. 12.136 MWh på halmkedlen, 58 MWh på oliekedlen og så leverede Hals Metal Recycling A/S 1119 MWh. Det samlede salg i 2023 blev 469 MWh højere end budgetteret. Det er stadig opfattelsen, at de generelle prisstigninger og økonomiske usikkerheder i privatøkonomien, har medvirket til øget fokus på energiforbrug generelt. Brændselskøb har i året været en udfordring. Der har været stor prisstigning på flis. Halmudbyttet i 2023 var lavt på grund af tørke i vækstsæsonen og meget regn under høsten. Desværre har ikke alle leverandører kunnet levere de aftalte mængder halm. For at kompensere for dette, er fyringsmønstret ændret med en merproduktion på fliskedlen i forhold til budget. Der er derfor indkøbt større mængder flis og det har medført en højere produktionspris pr. produceret MWh. Der har været ekstraordinære vedligeholdelsesudgifter på ca. 400.000 kr. på værkets anlæg. Værkets EDB-leverandør igangsatte i 2021 et stort udviklingsprojekt, der gradvis vil forny finans og forbruger-programmet. Projektet forløber planmæssigt. Det eksisterende finanssystem blev som første trin udskiftet/konverteret i november 2023. Henrik Jensen afsluttede med tak for indsatsen i året og takkede samtidig for det gode samarbejde i bestyrelsen. Tak til Ulrik Houmøller efter mere ene 15 års samarbejde og nævnte ligeledes, at han selv heller ikke genopstiller. Efter næsten 28 år i bestyrelsen og som næstformand fra 2008 og som formand siden 2009 er tiden inde til at stoppe og takkede endnu engang kollegaerne i bestyrelsen for årene der er gået.

Revisor Christian Brasholt Larsen fra BDO Statsautoriseret Revisionsselskab gennemlæste årsrapporten. Resultatet for 2023 viser en underdækning på 1.005 t.kr. Der var en overdækning fra 2022 på 1.330 t.kr. Forskellen i de to afskrivningsmetoder udgør negativt 708 t.kr. Derudover er der henlagt 540 t.kr. til nyinvestering i bygningsforskønnelse og tilbageført 275 t.kr. til forbrugerne på ikke gennemført investering vedr. Sønderskovvej, hvorefter det endelige resultat for 2023 udgør en underdækning på 648 t.kr.

Der var budgetteret med et ”nul” resultat for 2023, men endte med en underdækning på 648 t.kr. Udfordringerne med brændsel og med de ekstra, men nødvendige vedligeholdelsesudgifter er bestyrelsen tilfreds med resultatet for 2023. Resultatet overføres til kommende års budget og for at få budgettet til at nå sammen er MWh-prisen ændret fra 420,00 kr. til 472,50 kr. og tillæg for manglende afkøling ændret fra 2% til 1,8% af MWh-prisen. Øvrige priser er uændrede.

Revisor Christian Brasholt Larsen gennemlæste hovedtallene for budget 2024.

Bestyrelsesformand Henrik Jensen orienterede vedr. investeringer. Der er udarbejdet en masterplan for værket, som skal danne grundlag for et beslutningsgrundlag for en evt. investering i ny produktionsenhed. Det kunne eksempelvis være en investering i en varmepumpe og en ny akkumuleringstank. Der er et ønske om, at værket bliver mindre afhængig af varmeproduktion på halm og flis. Et ønske om, at blive mindre sårbar overfor de uforudsigelige priser. Efterspørgslen på især halm er stor og der forventes en massiv konkurrence fremover. Der er flere projekter for nye biogas og pyrolyseanlæg i nærområdet. Et af projekterne forventes at kunne modtage 700.000 tons biomasse om året og to andre projekter forventes, at kunne aftage 500.000 tons biomasse hver. Vores årlige halmforbrug udgør 2000-4000 tons om året, så vi og andre halmværker vil blive presset, til, at finde andre produktionsmetoder.

John Bjeldbak blev genvalgt og nyvalgt til bestyrelsen blev Jørn Vengsi og Tommy Batsberg Sophussen.

Morten Sloth blev valgt som 1. suppleant og Normann Thrysøe Nielsen blev 2. suppleant.

Henrik Jensen og dirigent Lars Søndergaard takkede for god ro og orden.

//