Orientering fra genralforsamling 06.05.2025
Ordinær generalforsamling blev afholdt 06.05.2025 på Havkatten Hals ApS. Der var 33 fremmødte til generalforsamlingen. Ivan Lentz Andersen aflagde bestyrelsens beretning. Der har været en tilgang på 14 forbrugere og en ejendom er nedrevet, så en faktisk tilgang på 13 forbrugere. Der er nu 1388 forbrugere tilsluttet. Der blev solgt 20619 MWh i 2024. Korsholm blev i sidste halvår af 2024 udtaget som projektområde. Alle omløb blev lukket i perioden. Herefter var der overvågning af tryk, frem- og returtemperaturer, afkøling, komfort ved brugerne m.v. Værket arbejder på at reducere ledningstab, fjerne omløb og overvejer at ændre afkølingsmodel. Som forbruger er man stadig forpligtet til at holde øje med og vedligeholde eget anlæg. Revisor Christian Brasholt Larsen fremviste årsrapporten for 2024. Efterfølgende blev hovedtal i budget 2025 fremvist. MWh prisen er ændret fra 472,50 kr. til 500,00 kr. Det faste bidrag pr. m2 bolig/erhverv er ændret fra 16,00 kr. til 25,00 kr. Abonnementsbidrag uændret 750 kr. om året. (priser er excl. moms) Det årlige varmeforbrug i et standardhus på 130 m2 med et årligt forbrug på 18,1 MWh udgjorde i 2024 incl. moms 14.227,81 kr. og i 2025 er prisen incl. moms 16.312,50 kr. Med stigende faste omkostninger og stigning på brændsel er prisforhøjelsen en nødvendighed for at drive værket og få budgettet til at hænge sammen. Ivan Lentz Andersen orienterede om kommende investeringer. Der er afsat penge til vedligeholdelse af akkumuleringstanken og udbygning/forbedring af brandsikring på værket. Ledningsnettet fortsættes med tilstandsbaseret vedligehold. Der foretages årlig termofotografering af ledningsnettet. Dansk Fjernvarmes Projektselskab (DFP) har gennem en længere årrække udarbejdet en masterplan for fremtidssikring af værket. Biomassen skal nedskalleres og der er fra politisk side ønske om stigende produktion af elektricitet fra vindmøller og solceller for at nå målene for den grønne omstilling. Det bevirker, at varmesektoren skal elektrificeres. I februar 2025 fremlagde DFP konklusionerne fra beslutningsgrundlaget for en eventuel investering i et varmepumpeanlæg og en akkumuleringstank mere. Projektet koster ca. 40 mio. kroner. Bestyrelsen har enstemmig besluttet at gå videre med projektet. Der vil senere blive indkaldt til et informationsmøde omkring projektet.
Der var indkommet følgende forslag fra andelshaver.
”Ændringsforslag til afregning af bidrag pr. m2 som stiger fra 16,00 kr. til 25,00 kr. En stigning på 56%. Det er i orden der er stigninger, men så skal det ændres til at være på forbruget. Abonnementsbidrag pr. år 750,00 kr. Hvad dækker dette abonnement ?”
Andelshaver argumenterede for forslaget og opfordrede bestyrelsen til, at ligge stigningen på MWh-prisen, således brugerne har mulighed for at spare.
Driftsleder Jonas Kristein Klattrup fremlagde grundlaget for prisstigningen. Som udgangspunkt skal de variable omkostninger ligge på MWh prisen og de faste omkostninger skal ligge på de faste bidrag. Varmesalget har de seneste 10 år stort set været uændrede. Det har de faste omkostninger til gengæld ikke. De boliger der bygges nu har et meget lavt varmeforbrug og de eksisterende ejendomme renoveres løbende. De faste omkostninger for værket er steget, hvorved en prisstigning var nødvendig. Opkrævning af abonnementsbidrag (tidligere kaldet målerleje) dækker omkostninger til målere, forbrugerservice, licenser til hjemtagning af aflæsninger m.v.
Bestyrelsen har taget forslaget til efterretning og det vil indgå i den kommende budgetlægning for værket.
Forslagsstiller påpegede vigtigheden af, at Hals har sit eget varmeværk og roste bestyrelsen for veludført arbejde.
Bestyrelsens sammensætning er uændret. Ivan Fuglsang Bak blev valgt som 1. suppleant og Morten Sloth som 2. suppleant. Ved konstituering blev Henrik Knudsen Jensen valgt som formand, John Bjeldbak som næstformand. Derudover består bestyrelsen af medlemmerne Ivan Lentz Andersen, Tommy Batsberg Sophussen og Jørn Vengsi.
Der var stor spørgelyst fra forsamlingen.
Dirigent Lars Søndergaard ledte slagets gang og takkede for god ro og orden.